Gråskægs tale

Gråskægs velkomst og afslutning

Vel mødt til jer alle !
Vel mødt på Gudernes Stræde !
Vel mødt i Gudernes Lejre !
Og måtte alle guderne være med Jer !

Selv er jeg ingen gud, ikke engang en halvgud – eller bare en afgud.
Jeg er kun gamle Gråskæg, som det til tider behager guderne at bruge som stik-i-rend-dreng.

Mange er de mægtige guder, der gennem årtusinderne har hersket her i Lejre.

Thi således er det:

Når årtusinderne går,
selv guder forgår,
men det hænder,
at skikke består.

Lad os mindes alle Lejres guder med respekt, og skulle jeg glemme én og anden, så må vi bede guderne om tilgivelse, for guder er sarte og nærtagende væsener – ja – og deres profeter såmænd også !
Skulle det da ske, at nogen glemmes, så skyldes det ikke ond vilje, men kun at Gråskæg ikke længere husker som hans ungdom.

Den første gud, jeg mindes, er Den store Modergudinde – al frugtbarheds giver – livets oprindelse. Hun hjalp os, da vi rejste vore prægtige grave af de jættestore sten.

Den anden gud, jeg mindes, er Den mægtige Sol – lysets og varmens giver.
Solen herskede, da vi rejste de mange vældige høje på bakkerne og langs vejene.
Her i Lejre var allerede dengang helligstedet. Her var troens og magtens sted.
Lad os mindes solens rejse med vognen om dagen og med skibet om natten og de gode hjælpere på den farefulde færd: Slangerne, fiskene og hestene.

De næste guder mindes jeg ikke så klart, men de var vist af Vanernes slægt. Mægtige gudinder og guder: Nerthus og Njord.
De færdedes til vogns. De krævede deres retmæssige ofre.
De herskede, da vi lærte det hvasse jern at kende.

De følgende guder mindes jeg klarere.
Det var Aserne.
De trængte sig på !
Aserne kæmpede med Vanerne, men de bed så hårdt fra sig, at Aserne til sidst måtte slutte forlig, udveksle gidsler og herske her i Midgård sammen med Vanerne.

Nu bliver guderne rigtig mange.
Nu bliver det svært.
Først skal nævnes Alfader Odin selv, hans vise hustru Frig, hans trofaste ulve Gere og Freke, hans kloge ravne Hugin og Munin – og hans prægtige hest Sleipner med de otte ben.
I ser Hugin og Munin og Sleipner på pælene.
Så var der også: Ve, Vile, Thor, Tyr, Loke, Balder, Høder, Ægir, Od, Frej, Heimdal, Vidar, Modi, Magni, Brage – og fruerne ikke at forglemme: Ydun, Sif, Freja, Nanna, Urd, Skuld, Verdande, Saga, Eir, Gefion og Vår.

Det var Lejres store tid.
Hvert niende år blev der festet. Alle kom fra nær og fjern.
Nu var det tid for Det store Blot.
Der blev ofret til Odin: Mennesker, heste, hunde og haner 99 af hver.
Jeg kan godt se, at I nu står og tænker: ”Det må dog have været skrækkelig dyrt og have lugtet grimt”.
Det sidste er rigtigt.
Længe efter Det store Blot stank der helt af Odin til i Offerlunden, men dyrt var det nu ikke.
Udtjente trælle, der ikke længere var værd at ofre føden på, kunne jo ofres. Udslidte heste, gamle hunde og haner var der altid nok af.
Odin tog dem for den gode hensigts skyld.
Det var tider!

Sidst skal vi mindes, men derfor ikke mindst, de nye unge guder.
Kun 1000 år har de hersket her – og det er jo ingen alder blandt guder.
Hvide Krist, hans far og hans mor Jomfru Maria.

Hvad skal nu hænde ?

Først skal vi høre vise ord fra oldgranskeren Hans Ole,
den vidt berømte skriver Martins kloge søn.
Derpå skal vi høre fagre ord fra fire borgmestre.
Passer de nu bavnerne vel ved bugt og ved fjord, at Lejres guld kan ligge trygt i Lejres kister ?
Sådan lider vi det nu bedst her.

Vogter i os vel mod de fæle fremmede,
de nedrige nordmænd,
de vrede vendere,
de snu svenskere,
de snedige skåninger
og ikke mindst mod de lumske jyder ?
Ham Harald med de rådne tænder ovre i Jelling – Blåtand – kalder de ham, vil ikke Lejre og Lejres guder det vel.
Det siges, at han vil svigte sin fædrene tro for at vinde sig alt Danmark.

Mellem de vise og fagre ord vil lurer og horn gjalde.
Prinsen og hans raske drenge vil vise, hvad de dur til.
Vi vil synge kæmpeviser,
og Søren, danernes dueligste flintsmed, vil vise sin kunst.

For at sikre at alt går til efter loven og sædvanen, og at den anden borgmester får lov at sige lige så mange fagre ord som sin formand, har guderne bedt Roeskildes navnkundige lovsigemand Bertil – kaldet Bertil hin Retsindige – om at hjælpe os.
Lad lurerne gjalde at kalde Bertil herhid !

’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’

Se nu kommer det væsentligste.
Snart skal vi mæske os med flæsk og øl, men først skal Gråskæg bringe Jer alle Gudernes tak.
Meget har de nyt de vise og fagre ord, klangen af lurer, horn og kæmpeviserne.
Det var næsten som på kong Skjolds tid.
Mest af alt har guderne dog nydt, at se prinsen og hans raske drenge.
Måtte de gøre deres fjender til ravneføde.
Naturens guder havde det ønske at give Jer en guddommelig forplejning.
Derfor blev gråskæg skikket helt til Valhal – og der er lang vej, at tigge sig til et par sider flæsk hos Særimner.
I husker galten, man altid kunne skære flæsk af, for det voksede straks ud igen.
Jeg traf Særimner, mens han gik og gruffede olden i sig og fremførte mit ærinde.
Han spurgte, hvor jeg kom fra.
Jeg sagde. Danernes land.
Er der mange svin der ?
Der er fire gange så mange svin mennesker.
Er der så olden nok til svinene ?
I danernes land behøver svinene slet ikke selv at finde føden, menneskene fodrer dem.
Da fik Særimner tårer i øjnene. Tænk så gode mennesker danerne var.
Så fik jeg lov, at skære alt det flæsk, jeg orkede.
Det fortjente danerne sandelig.
Derfor er der nu frit flæsk til alle, men øllet må I slippe en liden skilling for.
Men inden vi vil mæske os med flæsk og øl,
husk da på, at selv om I er i Lejre, så er skikken med at smide de afgnavede ben efter smådrengene gået af brug.
Det skete allerede i kong Rolfs tid.
Lad så trommer og fløjter lyde.