Hans-Ole Hansen

Tale ved indvielsen af ”Gudernes Stræde” den 13. september i skibssætningerne ved Lejre

Det er mig en ære på denne dag og på dette sted og på opfordring af de historiske foreninger og Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomitéer med en kort tale at sætte ”Gudernes Stræde” i perspektiv.

Æren vil jeg række videre til den mand, min far, forfatteren og historiefortælleren Martin A. Hansen, der skabte visionen om en forfædrenes hær- og handelsvej fra Isefjord til Køge Bugt med Lejre i midten. Han ville have sat pris på den mægtige folkeligt-frivillige indsats, det har kostet jer at skabe denne fremtidsrute.

Her på det fredelige og nu fredningssikrede hellignæs mellem Lejre og Kornerup Å var der for mange år siden gang i grusgravningen. De resterende store, stående eller liggende sten på næsset planlagt slået til vejskærver. Og den store jernaldergravhøj, ”Grydehøj”, var under nedpløjning.

Behjertede mennesker frelste heldigvis dette et af Danmarks vigtigste vikingemindesmærker fra fuldkommen ødelæggelse og fik efterhånden frikøbt grunden under stensætningerne og gravhøjen med egne og med offentlige midler.

Vi er dem på denne dag tak skyldig, ligesom vi skylder at takke alle de andre, som gennem bevaringsarbejde med natur- og kulturværdier lagde grunden til det ”Gudernes Stræde”, vi indvier i dag. Som ikke blot bevarede, men også ville formidle den fyldighed af værdier, vi har langs denne rute.

Et af disse mennesker var Martin A. Hansen, som dog næppe kunne have stået her i dag i en alder af 100 år. Som hans søn står jeg i hans sted. Og jeg er fuld af erindring om et menneske, der døde som knap 46-årig i 1955.

Det var ham, som i en sidste vision, bragt i Jul i Roskilde 1954, offentliggjorde betegnelsen ”Gudernes Stræde”. Ikke som navn på en vej eller sti, der havde været engang og som arkæologer ville kunne udgrave og vise forløbet af.

Men som en indre, åndelig eller mental skabelse af afgørende betydning for de fortidsmennesker, de forne mennesker, der i bondestenalder, bronzealder, jernalder og i vikingetiden beboede egnene mellem Isefjord og Køge Bugt Egne rige på vidtstrakte græsninger, på store skove, på gode landbrugsjorder og på skibsveje til handel.

Visionen kaldte han for et ”stræde”, der i europæiske sprog – street, strasse, strada – bruges om en landevej, om snævre farvande og om smalle bygader.

At det var ”Gudernes” og ikke menneskenes stræde stod ham klart.. Med sagn og stednavne, offersteder, gravanlæg og forbindelseslinjer til himmellegemer kunne fortidens mennesker have skabt kosmologiske landskaber omkring det vejfar, der fra fjord til bugt gik indenom Sjælland, ikke uden om.

Martin A. var historisk belæst. Men digter. Én af de bedste, vi havde i det 20. århundrede. Af fagforskere opfattet som digter, og ikke som historiker. Først nu, flere ti-år senere, er forskningens syn på sakrale forklaringsmodeller på forhold, der ligger ud over, hvad vi kan finde og udgrave i jorden, kommet tættere på vor digters vision.

Stifteren af SKALK, Harald Andersen, videreførte i begyndelsen af 1950-erne sine afdækninger af den vikingetidsgravplads, der strakte sig ind under de store stensætninger i skibsform her på det næs mellem de to åløb, der engang må have været et helligt grav- og kultområde.

Fra da af og frem til denne dag blev der i perioder, med Roskilde Museum som drivkraft og mange, frivillige som undersøgere i landskabet, gjort det ene betydelige fund fra jernalder og vikingetid efter det andet, fulgt op med omfattende fredninger og med voksende formidling, som det skete med ”Sagnlandet Lejre” og nu med Lejre Museum.

Jeg var med ham da han opdagede og udviklede visionen om ”Gudernes Stræde”. Det var gådefulde ”ekspedtioner” for en dreng på 14 – 15 år, der hellere ville bygge dæmninger over åløbene og var vild med ridderfilmen ”Ivanhoe”. Et sted skriver Martin A., at ”Landet er en hel Sfinx”, altså fuld af gåder. Vi var ”gådegængere”, som de fortællinger om den tid, jeg skriver på for tiden, nok kommer til at hedde.

En af gåderne var den dobbelthed, som en række navne på steder kan forklares med. ”Hestebjerg” her ovre hedder sådan, fordi heste gerne foretrækker af at gå op på høje steder i varmt vejr, siger den ene forklaring. Den anden forklaring siger, at fordi heste har den ”evne” at ville op på høje steder, så må den bakke, hvor hestekult og hesteofring foregår, hedde ”Hestebjerg”. Der er blevet fundet kranier af ofrede heste her oppe på gravpladsen.

Martin A. vidste udmærket, at stednavne kan skifte, at stednavne med en brugstid på et eller to tusinde år, eller endda endnu længere, over tid betinges af absolut kontinuitet i samfundet. Han vidste udmærket, at myter og sagn kan vandre, men at fund i jorden ligger der til evig tid. At fund er det objektive og sagn det subjektive. Martin A. satte pris på de kilder, som arkæologi, filologi og folkemindeforskning frembringer.

Jeg var med ham ude på stederne, hvor delstrækninger af ”Gudernes Stræde” syntes at tegne sig på hans landkort, vist med farvede kortnåle for stednavne, sagn, offerfund og fortidsminder, samlende sig i klaser og plamager, eller – som gravhøjene – i lange rækker langs ét eller andet, der måtte være ældgamle vejfar.

Han tog ofte hurtige blyantsskitser på sin blok. Afsøgte med kikkerten fjerne landskabsmærker og bavnehøje, man i forne dage kunne have rettet ind efter.

Mærkede iagttagelser af på slidte målebordsblade, opdateret via Nationalmuseets sogneindberetninger. Tog af og til igen ud til stederne for at måle afstande med sit målebånd eller pejle sigtelinjer med sit dengang moderne, 400 graders pejlekompas. Tog omhyggelig hensyn til misvisningen dengang.

Jeg var med ham da han ville måle afstanden i romerske fod mellem Syv kirkes mure og den linje af gravhøje kirken ligger midt i. Var kirkens forgænger, trækirken, lagt på et hedensk kultsted, der forholdt sig til kæmpehøjene?

Jeg var med ham, da han ville se de bygningsspor under gulvet i Snoldelev kirke, som arkæologer havde afdækket. Kirken lå midt i et af hans helligfelter med ”Salhaukum”, Salløv, og Snoldelev-runestenen. Var der spor fra også en hedensk hovbygning? Nej, fandt arkæologerne.

Jeg var med ham på ture over markerne her ovre vestpå, ned gennem ”Herthadalen”, op over ”Brændte Grave” med fund af begravelser, og med ham over forbi ”Fredshøj”, hvor andre begravelser fra oldtiden var gjort, nogle endda af ham selv. Havde der været et stort, helligt begravelsesområde på disse overdrevsbakkers østvendte skråninger?

Jeg var med ham, fordi jeg skulle se hans opdagelse af høje og gamle stednavne ved Vellerup kirke, deres linjebeliggenhed og forhold til sagn. Jeg skulle se denne, hans opdagelse. Var det nordvestpunktet på ”Gudernes Stræde”?

Til Karlslunde-Karlstrup egnen kom jeg aldrig med, men han fortalte om ”Brødmose” ud mod bugten, med betydningen”bryde”,”braut”, altså anlæg af en vej og her lå et ”Himmelbjerg”. Var det sydøstpunktet af ”Gudernes Stræde”?

Og jeg var med ham på hans sidste tur til Abbetved, ved ”Helligrenden”. Vi skulle se beliggenheden af ”Havrebakke”, som han mente måtte komme af det oldnordiske navn på en buk, ”Hafar”, en offerbakke muligvis. Og vi skulle finde flere oldtidsminder, hvis skygger han på en tidligere tur mente at have set.

Den 21. marts 1955, på denne tur, standsede det hele. Det var et sted norden for Abbetved, med udsyn op mod ”Herredet” at han rakte mig sin kikkert og sit pejlekompas og venligt og bestemt sagde, at nu må du tage over og fortsætte rejsen videre. I juni var han ikke mere.

Med ”Gudernes Stræde” viste Martin A. os i et videre syn, at fortællingen om fortiden altid må gribe kilderne – alle former for kilder om fortiden – og samle dem i en vision, der griber det moderne menneske. Og det gjorde han så. Og han valgte at favne bredt.

Man er nu inde på, at der er en forbindelse mellem det fysiske ydre landskab og det mentale indre landskab i mennesker. Og at oldtidens mennesker tog det helt alvorligt, og derfor konstruerede orden mod kaos – fysisk som psykisk – ved at inddrage det større landskab, der omgav deres gårde og bebyggelser.

Med kristendommen blev denne tro lagt hen, thi landskabet var Guds værk og skabt af ham, så det behøvede sande troende ikke at bekymre sig om.

Der er i vor fornufts- og forskningstid andre livsvigtige gudemagter knyttet til det stræde mellem Køge Bugt og Isefjord, som vi dag indvier. Sundhed gennem bevægelse. Nedstresning gennem sansninger. Psykisk værdifylde ved mødet med fortællepælenes forklarede, historiske begivenhedssteder. Kærlighed gennem opdagelsen af natursteders plante- og dyreliv. Tilfredshed og lykke ved at fighte for og gennemføre bevarelsen af denne moderne og fremtidige livsfylde, som skabelsen af vej og sti og oplysning ad hele ”Gudernes Stræde” skænker den store befolkning, der bebor denne del af Sjælland og Hovedstadsområdet. Derfor er mange flere natur- og kulturminder end Martin A. inkluderede i sin vision med – fra 1. Verdenskrigs store Tunestilling til Egholm Bro ved Vellerup Vig.

Mit ønske på denne dag er, at ”Gudernes Stræde” i fremtiden giver oplivelse såvel som oplevelse til flest mulig mennesker. Sker det, så er det i sandhed ikke alene menneskenes, men også de nutidigt livgivende gudemagters stræde!

Hans-Ole Hansen, 13. september 2009.